De poetiske fag og metodefriheden

From Med omtanke!
Jump to navigation Jump to search

I indlægget herunder foreslår jeg at vi skal skelne mellem grundfagene og de poetiske fag. Denne artikel skitserer nogle af aspekterne, som dette omhandler. Du er velkommen til selv at digte videre.

Didaktisk frihed?

Mange gange kan der sættes lighedstegn mellem metodefrihed, og det man kan kalde didaktisk frihed. Men ved et nærmere eftersyn er dette en fordrejning af perspektivet. Med vores fokus på 'friheden' glemmer vi måske det frigørende element. Eksempelvis husker du måske den dag, hvor du selv brød læsekoden, trådte ind på hovedbiblioteket, eller den første gang du søgte via Google?

Med den rette didaktik kan vi komme nærmere til dette frihedsbegreb, og i den sammenhæng kan man sige, at vejen dertil ikke nødvendigvis skal føles som frihed. At lære at læse er noget de fleste skal kæmpe med. Det er noget som i-sig-selv skal overstås, for at vi kan opleve den frihed, det kan give at læse. Altså vil jeg påstå, at vi må se didaktikken, som en taktisk og sekundær vej til frihed. Men den didaktiske proces i-sig-selv er ikke nødvendigvis fri. Når dette er sagt, kan vi også søge at forkorte "smerten", ikke mindst fordi vi har erkendt, at målet er en mere poetisk frihed.

Den mest effektive didaktik er altså ikke frihed, men den er den er hurtigste kendte vej til friheden. En sådan didaktik kan altså midlertidigt overtrumfe den individuelle følelse af frihed af taktiske årsager, fordi vi ved, at denne taktik fører til en mere værdifuld frihed.

Dette gælder, når man skal lære at læse, eller innovation og omtanke. Den hurtigste vej til kreativitet er ikke nødvendigvis at "lege kreativ". Tværtimod kræver et gennembrud ofte en kombination af højere faglighed og nytænkning. I alle tilfælde kan man sige, at idealet "reduceres" til at være en kompetence - fordi det er 'produktet', vi reelt er interesserede i. I dette tilfælde er produktet altså 'frihed' i en praktisk og ikke idealiseret form.

Strategisk vs. taktisk frihed

Det jeg foreslår her er altså at vi skal skelne mellem en taktisk frihed, hvor idealet er en konstant frihed i alle aspekter eller en strategisk frihed, som indbærer en udvidet frihed i de strategiske valg. Tænk selv videre?

Didaktikkens taktiske mulighed og strategiske reduktion!

Det interessante ved dette er altså, at den mest effektive didaktik ikke nødvendigvis indebærer nogen frihed. Den bedste maler kan rent mekanisk vælge de bedste farver, de rette pensler og de rette strøg... og først herved skabe et unikt mesterværk. Poesien er altså det strategiske mål, og fagligheden består i at opnå den taktiske know-how. Denne know-how er reelt sekundær, behøver ikke at være fri, men er noget som vi kan tillade os "optimere" og forenkle mest muligt.

Herunder har vi også begrebet omtanke, som kan betragtes som et taktisk beredskab, vi bruger konstant. Didaktikkens rolle i denne sammenhæng er altså at 'træne' os i denne know-how bedst (i dette tilfælde "bredest") muligt. Forenklingen består altså reelt i at omsætte viden til metode og derved fjerne opmærksomheden mest muligt fra didaktikken! Her kan man igen sige, at omtanken reduceres i takt med at læren, didaktikken eller metoden i-sig-selv tiltrækker sig opmærksomhed.

Omtankens didaktik går altså ud på at flytte opmærksomheden væk fra didaktikken og "over i metoden", hvorved den netop bliver til: mere omtanke!

I opmærksomhedens tidsalder er dette at gå mod strømmen, og det rejser nogle nye spørgsmål, vedr. hvad det er, vi mener med frihed. Kan vi eksempelvis frigøre os fra didaktikken. Og hvad betyder det for begrebet metodefrihed?

Opsummering?

Ved at bruge begrebet 'metodefrihed' som stepping stone, har jeg her prøvet at perspektivere, hvordan vi via didaktikken kan nærme os en strategisk frihed. Dette fører til en påstand om, at metodefriheden kan være en distraktion, som reelt kan være udtryk for en pseudo-frihed.

Den "egentlig" frihed finder vi derimod på det strategiske plan - hvor friheden gives til eleven og læreren, når de vælger objektet for deres aktiviteter. Friheden består/opnås altså i at kunne vælge at skrive, læse eller tænke frit, medens vejen til denne know-how i praksis er et taktisk redskab.

Indlæg på www.folkeskolen.dk

Der er givet nogle få ting, som kan og skal læres på samme "skala" for alle - at læse og regne. Men derefter mener jeg ikke, vi kan lade vores fælles idealer sætte grænsen. Det man kan frygte er derfor den snigende positivisme, som desværre kan komme fra alle sider. På den ene side kan "systemet" gennemtrumfe sine idealer, omvendt kan læreren falde for samme fristelse, og endelig kan det umodne menneske falde i fælden. Balancen må da være at lære eleven selv at finde sine veje.

Man kan altså sigte på en alternativ og mere ambitiøs form for metodefrihed, hvor det er eleven selv, som udfolder metoden. Brækjernet til dette kalder jeg 'omtanke'. Det indebærer blandt meget andet, at lærerens frihed bliver sekundær i forhold til den 'fælles frihed', som kan opstå, når eleven mestrer omtanken, men endnu ikke faget. Man kan altså forestille sig en situation, hvor eleverne udforsker lærerens faglighed - til fælles glæde og måske langt mere udfordrende... Læreren ved måske meget, men hvorfor skulle et nyt unikt menneske ikke kunne berige denne viden via sin nysgerrighed?

Altså åbner dette for en filosofisk udforskning af frihedsbegrebet. Hvad er det, vi skal have frihed til, og hvad er værdien af denne frihed. Interessant, men med åbningen er der andre og 'mere' interessante aspekter.

Bare som en lille start: Kunne man tænke sig poetiske fag, hvor karakterskalaen ikke kan have en øvre grænse, og kunne man skabe en fælles forståelse for disse fags værdi?

Vh Per - www.folkeskolewiki.dk

link folkeskolen.dk